Sylvsmia
Setesdal kaldes ofte Sylvsmeddalen
Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at Rysstad er sylvsmedbygda. Ingers oldebror, Knut Sigurdsson Helle, var en af dem, der for godt 100 år siden bragte kunst til landsbyen. Trygve er 3. generations sølvsmed. Han er en mester i filigran, med håndlavet bunadsølv som speciale. I Sylvsmia blev sylv lavet til brug på alle bunader i Telemark, Agder og Setesdal. Det meste af bunadsølvet laves i dag på bestilling, men i vores outlet i Sylvbui vil der altid være et tilbud til dig, der er på gennemrejse.
Vi laver også smykker, som kan bruges på almindeligt tøj. I butikken finder du også et udvalg af varer fra førende norske producenter, herunder souvenirs, interiør og gaveartikler. Spørg os gerne om et besøg på sølvværkstedet, for at demonstrere det gamle håndværk!
Sylvbui har en stor udstilling af bunadsølv som er lavet på sølvværkstedet.
Har du ikke brug for bunadsølv, findes der også håndlavede sølvsmykker fra Rysstad Sylv. Der er også et stort udvalg af smykker fra flere leverandører, tasker og noget tøj. Spørg os gerne om et besøg på sølvværkstedet.
For besøg og booking kontakt tlf 406 13 763 eller post@rysstadsylv.no
Vi tilbyder guidede ture efter aftale.
Vores historie
Rysstadmo er en næsten 2 kilometer lang sandbanke. Der var også smede der for tusind år siden. Arkæologiske udgravninger fortæller os, at dette var en vigtig del af levebrødet for mange af dem, der bød på den tørre møn, og det er det også. Men smeden har vorte sølvsmed. Indtil 1839 var det forbudt at lave ting af sølv for andre end dem, der havde løst borgerskabsbreve i en by. Der var strenge straffe til dem, der stadig turde gøre det. Der blev stjålet en del sølv fra minerne i Kongsberg, og noget af dette kom også til Setesdal. Sylvsmedmeister Trygve Rysstads mors familie kom til Setesdal fra Kongsberg for 300 år siden. De ernærede sig som smede, men en af sønnerne; Linder Andersen, lavede også ting i sylv. Han er den første sølvsmed, vi kender navnet på i Setesdal. Formentlig var råmaterialet hans stole fra minerne ved Kongsberg. I anden halvdel af 1800-tallet kom kendskabet til at lave filigranstavelser til dalen. Det gav grobund for en hel industri. I denne lille landsby var der i en periode over hundrede mennesker, der på den ene eller anden måde arbejdede med sylv. Det meste af familien var med til at forme alle de små dele, der hørte til en syl. Men det var mesteren selv, der loddede det hele sammen til smukke smykker. Familien Rysstad har rige sølvsmedetraditioner. Hans bror Alfred er sølvsmed, og både hans far Olav og farfar Hallvard var anerkendte sølvsmede. Inger, Trygves hustru, er også uddannet sølvsmed. Hendes familierødder går til Helle, hvor flere af de rigtige pionerer på området havde deres arbejde.
Det ældste sølv
Fra arkæologiske udgravninger ved vi, at vikingerne også smykkede sig med sølv. Man brugte også filigran, og nogle af disse smykker er så smukt lavet, at det den dag i dag er svært at lave kopier af samme kvalitet. Efter et kvarter var det støbt sølv, der tog fuldstændig overhånd. Det var nemmere, og derfor billigere at lave. Mange smykker blev også lavet af andre metaller som messing, tin og sølv. Fra anden halvdel af 1500 organiserede håndværkerne i byerne sig i laug, og det var ulovligt at udøve håndværket, uden at man var i lauget. Lærepladser og prøver var påkrævet. Håndværkere i landsbyerne blev stemplet som kriminelle. Sådan var det, indtil en ny håndværkslov trådte i kraft i 1839. Den grundlæggende begrundelse for at beslutte dette (udover at beskytte dem, der tilhørte borgerskabet) var, at guld og sølv blev brugt til betaling, og derfor skulle man være sikker på, at var ikke blandet for meget kobber op. Og sølvet skulle stemples af en lovligt registreret håndværker. Underforstået var der større chance for, at en landsbyhåndværker ville fortynde sølvindholdet med for meget kobber end en byhåndværker. I praksis var det omvendt, og ustemplet bondesølv blev regnet for meget mere generøst end stemplet bysølv. Som følge heraf afstod byens sølvsmede ofte fra at stemple deres sølv for at narre købere til at tro, at det var bondesølv og derfor mere værdifuldt. Altså en ret usikker affære at købe sølvsmykker i gamle dage.
Setesdal - Agder - Telemark
De første sølvsmede fik sølvet i klumper. Store klumper, der skulle smelte og danne den form, der var grundlaget for at lave syle. Sølvplader blev hamret ud, tråden blev lavet ved at trække et stykke sølv gennem et jern med mange huller – hele tiden med en lidt mindre diameter – så det til sidst blev tråd. Nogle steder bruges tråden som den er, andre steder er flere tråde snoet sammen. Selvom noget af råvaren i dag er færdigbehandlet i form af plader, tråd og blade, er det de gamle teknikker, der stadig er i brug. Trygve Rysstad fortsætter sølvsmedefaget i tredje generation, og fastholder traditionen ved at lave de gamle stavelser, som tusindvis af mennesker har lavet i Setesdal gennem tiderne. Som smed er han 8. generation efter Anders Pedersen, stamfader til mange af de mest kendte Rysstad-smede. Trygve Rysstads sølvværksted er i dag en af de største håndværksvirksomheder i regionen, der har specialiseret sig i håndlavet agder- og telemarksølv. Det er seler, der bruges til bunadar, men virksomheden designer også sine egne smykker til brug i andre sammenhænge, men inspireret af de gamle modeller. Alle seglerne fra Trygve Rysstad har et registreret stempel som garanti for godt håndarbejde.
Fra bord ved vinduet til moderne værksted
Den første tilladelse til at drive sølvsmed blev givet af Valle Heradstyre den 29. december 12 til Sigurd Hallvardsson Rysstad. Han var også almindelig smed, og havde sit husmandssted på marken 1851 meter nord for Sølvgarden. Sølvsmedebranchen var en industri, og for dem, der ville i gang, var første skridt at lave værktøj. Små tænger, tang, tang, filer og save var alt, hvad der var absolut nødvendigt. Kunne udgifterne spares, jamen så var det bare at komme i gang. Også store træskabe, for eksempel trækbænken til at lave sølvtråd med, har de selv lavet. Arbejdet blev udført i stoga, gerne på et bord under (et) vindue, så man havde det nødvendige lys til at udføre arbejdet. Lodningen blev udført ved hjælp af en paraffinlampe. Denne havde en lang tud, hvor en fyld fyldt med paraffin var fyldt. For at opnå en høj nok temperatur til at lodde, blev der brugt et blæserør.
Da Hallvard T. Hovet, Trygves farfar, i 1927 fik lov til at købe ejendommen Breiveg på oversiden af vejen fra hotellet, var det sådan. Et bord under vinduet, som ungerne havde fået besked på at holde sig væk fra. Da næste generation etablerede sig lige efter krigen, indrettede Trygves far, Olav H. Rysstad, et lille værelse inde i køkkenet. Især lodningen og brugen af forskellige syrebade tydede på, at det gav mening at få dette væk fra, hvor folk opholdt sig. Men mor Sigrid A. Rysstad fortsatte med at lave sin del af produktionen i køkkenet, curling (lavede rosenmønster med sølvtråd), krogning på blade mm.
Med tiden blev tingene nemmere. Til jul i 1946 fik landsbyen strøm, og efter et kvarters tid gjorde forskellige elektriske maskiner arbejdet lettere. Håndboret, som blev brugt til at sno ledninger, blev udskiftet med en elektrisk boremaskine, og blæselampen fik hård konkurrence med propangassen, da den skulle loddes. Hvad tid man tog skridtet over fra den gamle måde til den nye, havde med økonomi at gøre. Et skridt ad gangen var en god regel, selvom det ikke nødvendigvis gik så hurtigt, som man skulle have troet. Reglen var, at enhver mand måtte klare sig selv. Ingen havde hørt om økonomisk støtte til etablering af en virksomhed. I løbet af 1980'erne gennemgik sølvsmedefaget i Setesdal, hvad vi kan kalde en professionalisering. Traditionelt har alt salg af sylv været baseret på direkte kontakt mellem producent og køber.
Bunadtraditionerne i Setesdal havde et stort behov for det, vi kan kalde brugssølv. Vi tænker blandt andet på skjorteknapper, nakkeknapper, hornringe og bæltespænder etc., der var helt nødvendige for at holde dragten på plads. Den der satte en syl eller en knap på, købte direkte hos sølvsmeden. Efter et kvarter var der mange sølvsmede. Så mange, at der var behov for at tænke alternativt. En løsning var at sidde hele vinteren og lave markiser, store som små, og når foråret kom, pakke det hele i en stor taske og rejse på handelsrejse til Telemark eller Hardanger. Andre satte et skilt op langs postvejen, og efter et kvarter tog biltrafikken til, sigtede mange efter at sælge til turister. Turisterne søgte normalt ikke efter bunadssylv. Bunad var ikke "in" i 1930'erne. Så lavede sølvsmeden ringe som der stod MINDE om et minde fra Setesdal. Små spænder i forskellige former var nemme at sælge til besøgende. Det var en rigtig souvenir, samtidig med at den kunne købes til en fornuftig pris.
De store bunadsejl har altid været en dyr investering. Den første, der byggede sin egen sølvsmedeforretning, var Torleiv H. Bjørgums Sylvartun i begyndelsen af 1960'erne. Samtidig dukkede der små kiosker op flere steder i landsbyerne, hvor sølvsmykker var en vigtig handelsvare. Rysstad Camping, som var forløberen for det nuværende Sølvgarden Hotell, havde kioskhal frem til 1977. Så kom servicebygningen med sanitet i kælder, butik og værksted. Siden er kun kommet videre. I dag er sylvsmia og outlet en integreret del af Sølvgarden hotel.
